Smalringet ved
Smalringet ved


Indhold:

PEFC-Forside

Målsætning

Målsætninger og retningslinjer for driften

Dyrkningsprincipper for skoven

Skovens struktur

Træartspolitik

Skovens Foryngelse

Skovens Drift

Naturbeskyttelse

Vildt- og jagtforvaltning

Formidling og rekreative forhold

Uddannelse


2 Målsætninger og retningslinjer for driften

2.1 Dyrkningsprincipper for skoven

Overgang til mere naturnær skovdrift – baggrund

St. Hjøllund Plantage ønsker at praktisere en bæredygtig skovdrift, hvor såvel økonomiske, naturmæssige og rekreative hensyn tilgodeses i den daglige drift.

En løbende konvertering til mere naturnær skovdrift med blandingsbevoksninger og mere vedvarende skovdække anses som et godt værktøj til at sikre en bæredygtig skovdrift.



Skovdyrkning.

I skovdriften har der allerede i en årrække været bred anvendelse af naturforyngelser, med efterbedring af forskellige træarter, der vil kunne bidrage med frø til kommende foryngelser.

Denne driftsform vil, hvor lokaliteten tillader det, blive videreført, idet der vil blive lagt vægt på at opnå en robust skov med varieret træartssammensætning og høj produktion, der så vidt vores viden tillader det, tager højde for kommende klimaændringer.

Der vil løbende blive taget stilling til nye tiltag og metoder, efterhånden som skovene udvikler sig. De naturnære hovedprincipper, der fremadrettet ønskes anvendt i St. Hjøllund, er skitseret nedenfor.

Hvor naturforyngelser ikke er muligt, enten fordi der ikke findes egnede modertræer eller fordi jordbund og klima ikke tillader det, vil der blive etableret plantede kulturer af arter der kan bidrage til jordbundens forbedring, eller danne klimaskærm for indplantning af ønskede træarter.

På lang sigt forventes en sådan skov at være mere stabil overfor f.eks. storm, klimaændringer og en række artsspecifikke skadevoldere.



Den dyrkningsmæssige stabilitet i skovene, der skal sikre en langsigtet, vedvarende produktion af kvalitetsved, er således et primært mål i driften.
En sådan skov forventes også at være mere fleksibel i forhold til ændret plejeintensitet og ændrede udnyttelsesmåder.

Flora & Fauna.

Skovdriften vil i højere grad tage hensyn til flora og fauna sammenlignet med traditionelt dyrkede monokulturer.

Det forventes, at en mere naturnær dyrkning vil bidrage til sikring af biodiversiteten i produktionsskovene.


Det økologiske element i St. Hjøllunds drift vil blive styrket ved

udlæg af et eller flere arealer med urørt skov svarende til ca. 5% af det bevoksede areal (55 ha)

sikring af nøglebiotoper

accept af naturligt dannede vådområder

bevarelse af træer til henfald og død i produktionsskoven.

Det er vores forventning, at en sådan drift vil skabe et attraktivt og varieret skovbillede, der samtidig vil kunne leve op til de produktionsmæssige målsætninger for skoven.

Skovdriften i St. Hjøllund Plantage har et klart økonomisk sigte, og i omstillingsfasen til en mere naturnær drift er driftsøkonomien derfor en væsentlig faktor for diverse beslutninger.

En egentlig konvertering vil ofte først indledes, når det i den enkelte bevoksning er dyrkningsteknisk muligt, og når det anses for økonomisk fordelagtigt set samlet på skovniveau.

Da St. Hjøllund Plantage er etableret for 1½ træ¬generation siden på mager hedejord, er et af driftsmålene at forbedre vækstforholdene for de vækster, der skal gro her. Det kan ske ved at øge indblandingen af arter der medvirker til at mindske C/N-forholdet.

Derved håber vi at der på sigt bliver mulighed for at dyrke en højere andel af løvtræ på en økonomisk bæredygtig måde.

   

Opdateret d. 28.10.2009