Lidt historie.

I år er det 130 år siden de første rødgraner blev plantet i St. Hjøllund Plantage. 1878 var nemlig året, hvor de første egentlige plantninger blev anlagt på de arealer som Dalgas havde overtalt Grev Brockenhus-Schack til Giesegård til at købe i 1875.

Arealet var dengang noget mindre end i dag. L. Mylius-Erichen angiver i sin bog: Den Jydske Hede, fra 1902, størrelsen som 1826 Tdr. Ld. (De gamle fotografier, jeg har medtaget i denne lille beretning, er i øvrigt alle taget fra denne bog).

Peter Stærmose blev straks fra starten ansat som plantør for Hjøllund-Bredlund Plantage, som den blev kaldt den gang. Inden tilplantningen blev begyndt, var der foretaget en udførlig kortlægning af arealet og en tilplantningsplan var blevet udarbejdet. I de følgende tredive år blev plantet i alt ca. 700 ha skov. De to helt dominerende træarter i denne periode var rødgran og bjergfyr. Bjergfyrren var en træart, som Dalgas havde indført i dansk skovbrug, og det var den der gjorde det muligt at få granen op.

Det er svært, at forestille sig hvordan landskabet så ud før plantagerne kom - men hvis man ser på fotografierne på disse sider fra slutningen af 1800 tallet, kan man måske forestille sig, at det har været nogle ganske barske forhold man udsatte de nyplantede træer for dengang.

Der var ikke nogen form for beskyttelse mod vind og frost, og tilmed var den gennemsnitlige årsnedbør væsentlige lavere end i dag.

Det har nemlig vist sig, at de store skovarealer medførte en markant stigning i middelnedbøren.

Den eneste kendte nogenlunde sikre metode, hvis man ville plante rødgran som 1. generation på heden, var at blande den med bjergfyr. Disse måtte så senere skæres ned (sables), for ikke at overvokse og kvæle granerne.

I den forbindelse skal mindes om, at hedeskovbruget på dette tidspunkt endnu knapt havde nået pubertetsalderen.

Man havde kun få erfaringer at bygge på - hovedsageligt fra de få statsplantager som var startet små hundrede år tidligere, bl.a. Palsgård Skov (1805).

Man vidste, at det kunne lade sig gøre, at få rødgran og bjergfyr til at gro under de meget barske forhold på de åbne hedeflader, men derudover var man stort set på bar bund.

Men som det også var tilfældet andre steder, eksperimenterede man på livet løs, og prøvede om et utal af andre træarter kunne gro her.

Jeg skal nævne nogle af disse - idet året for første plantning er angivet i parentes:

Ædelgran (1879), Hvidgran (1879), Sitkagran (1897), Skovfyr (1891), Lærk (1908), Bøg (1880), Eg (1900)

I 1916 plantedes for første gang Douglasgran, Nordmansgran, Contortafyr ,Tsuga og Picea Orientalis.

Alle ovenfor nævnte arter kan findes i plantagen i dag.

Også efter tilplantningsperioden gik man nye veje.

Som eksempel kan nævnes kulisseforyngelserne, hvor man i stedet for at afdrive (fælde) en bevoksning fra en ende af, fældede de gamle træer i lange bælter på ca. 30 m´s bredde og plantede nye træer her.

Efter nogle år udvidedes bælterne i begge sider, og således fortsattes indtil hele den gamle afdeling var forynget.

På denne måde fik de nye træer et helt anderledes beskyttet miljø at vokse op i end deres forgængere på den barske hedeflade.

Det var Peter Stærmoses svigersøn Poul Johannes Madsen, der sammen med skovrider Kierkgård på Palsgård Distrikt udviklede denne metode, som senere med held er anvendt i mange andre hedeplantager.

Når man ser tilbage, kan der findes mange andre eksempler på initiativ og fremsynethed.

Jeg skal nævnefølgende:

Som nævnt tidligere blev der plantet meget store arealer til med bjergfyr i starten. Det kunne ganske enkelt ikke lade sig gøre at få rødgranerne til at gro uden dem.

Men da de efter en årrække måtte sables for at give granerne mere plads, eller tyndes ud før underplantning med egentlige gavntræarter, var der et problem. - for man kunne ikke bruge bjergfyrtræet til ret meget Stammerne var alt for krumme og uregelmæssige til at der kunne saves tømmer af dem.

Men bjergfyrtræet har én egenskab, der skulle vise sig at være guld værd - det er meget, meget tungt og hårdt. Og det forstod man at udnyttetil en omfattende brændeproduktion

På den måde fik man afviklet en meget stor del af bjergfyrpuklen - og opnåede samtidig, hvor utroligt det end lyder på dette tidlige tidspunkt, at plantagen økonomisk næsten kunne hvile i sig selv.

Et andet bemærkelsesværdigt initiativ var oprettelsen af St. Hjøllund Savværk og Imprægneringsanstalt i 1947. Kaj Skotte Møller købte arealet, hvor savværket nu ligger, af Grev Brockenhus-Schack , og plantagen hjalp Skotte Møller i gang.

I mange år frem blev dette til gensidig fordel for begge parter. Skoven fik ved det tætte samarbejde en vis form for afsætningssikkerhed, og savværket do. med hensyn til leveringssikkerhed.

Som et andet eksempel på fremsynethed kan nævnes, at Plantagen var en af initiativtagerne til og medstifter af de første spånpladefabrikker i landet.

Baggrunden herfor var en katastrofal nedgang i brændeforbruget i 1960-erne, med den følgevirkning, at skovene kun havde ringe muligheder for afsætte de dårligere og skadede effekter.

Som eksempler på , at man gennem tiderne har været dygtig til at markedsføre specialprodukter til gunstige priser, kan nævnes leverancerne af master til el- og tidligere til telefonpæle, og pæle til havnebyggeri.

Palsgård Savværk kunne for nogle år siden udnytte hedegranernes særligt gode kvaliteter til produktion af såkaldte HQL træ, men desværre er denne produktion nu baseret på importeret træ. Vi har åbenbart ikke været tilstrækkeligt konkurrencedygtige.

I dag må vi indstille os på at tidligere tiders mål om at producere stort træ i god kvalitet nu må ændres, idet savværkerne efterspørger tømmerkvaliteter i det vi kalder mellemstørrelse. Derfor vil vi fremover ikke se så mange store træer, da de er vanskelige at afsætte.

Udviklingen gør, at vi hele tiden må ændre vores afsætningsmønster. Hvor brændselstræ i en periode har været vanskeligt at afsætte, er vi i dag i den situation, at CO₂-problematiken og de stigende energipriser igen har gjort træ til en efterspurgt energikilde.